Peter Abrahamsen
Peter Abrahamsen var oprindelig ansat på
lageret hos pladeselskabet Sonet. Han udgav i 1958 sangen "Wear My
Ring" under navnet Peter Abrams og fik sit gennembrud som rock'n
roll sanger. I 1960 fik han et stort hit med singlen "You Are My
Sunshine"/ "Lonesome Fella". I perioden 1958-62 udgav han omkring 10
ep'er og singler og uddannede sig så indenfor reklamebranchen. Efter
en overgang som pladevender i Radio Mercur var han i 1965 med til at
starte det store popblad Hit. Derefter gik han ind i bookingbranchen
i første omgang i et samarbejde med Knud Thorbjørnsen og Anders
Stefansen og siden startede han sit eget bookingbureau og var
koncertarrangør.
Han blev manager for kunstnere som
Cæsar, Erik Grip og Trille og senere for Povl Dissing, Røde Mor og
Troels Trier. I 1972 oprettede han pladeselskabet Abra Cadabra og i
1975 kunstnerisk leder af Gyldendals pladeselskab Exlibris. I 1978
blev han direktør hos Metronome Records. I 1978 udsendte han pladen
"Er der en mening med livet" med sine egne kompositioner og i 1980
kom "Lykken er som en lille fugl".
Peter Abrahamsen forlod sine
direktørposter og flyttede til Århus, hvor han i 1980erne var
frontfigur i gruppen Roxy Trioen. Han indledte i den forbindelse et
samarbejde med Carl Scharnberg, der i årene 1982-87 resulterede i
tre plader som er samlet på cd'en "Dag efter dag". I 1990erne udgav
han bl.a. tre cd'er med Bell Pepper Boys - "Horeungen", "Natten har
tusind øjne" og "Borrowed And Blue". Han var 1987-95 journalist på
TV og tilrettelægger og interviewer på P3. I 1996 åbnede han en
specialbutik i Hellerup med Cajunfood-ingredienser, underviste i
madlavning og lavede mad på bestilling. Fra midten af 1990erne havde
han også en Cajun-restaurant på Midtfyns Festival og på Vestjysk
Visefestival.
I 1999 fik han på ny job i
pladeselskabet Exlibris. Han udgav i 2001 pladen "Tit er jeg glad"
og bogen "Lidt sur er man vel altid". Peter Abrahamsen er nu
foredragsholder og driver konsulentvirksomheden Amedia og
pladeselskabet Oskar fra hjemmet i Stubbekøbing. Han har modtaget
flere kulturpriser bl.a. Gelsted-Kirk-Scherfig-prisen i 1995.