Nytænkningens årti
Af Erik Moseholm (fra Information)
om
Jazzmuseum tryk her
Sorry we dont have a translation in english, later we hope.
Efter et langt og særdeles aktivt
liv i musikkens tjeneste har Erik Moseholm - engang kåret som Europas bedste
jazzbassist - fået tid til at læse, hvad Politikens Jazz Leksikon egentlig har
skrevet om ham og om jazzen i 1950'erne. Det er han ikke helt tilfreds med.Stadig flere universitetsstuderende kontakter mig for at få noget at vide om 195o'ernes danske jazz, fordi jeg er en af de få overlevende hovedaktører fra dengang. Det er nemlig svært at finde materiale om årtiet. Stort set kun 26 sider af Thorbjørn Sjøgren i Politikens Jazz Leksikon, der misvisende kalder det 'amatørernes årti', skønt der aldrig tidligere i dansk musikliv har været så mange fuldtidsprofessionelle musikere, der spillede jazz. Som jeg oplevede de kreative processer i miljøet, spirede mange nye, spændende aktiviteter frem - men på danske betingelser, der selvfølgelig var anderledes end i jazzens hjemland USA. Nye ideer og anderledes muligheder for udfoldelse blev afprøvet. Det foregik bare steder, som anmeldere ikke omtalte, fordi de fandt det useriøst med dans og entertainment i forbindelse med jazz. Således mente Erik Wiedemann i Information (i 1957), at »kritikkens opgave er at tage stilling til det færdige og offentliggjorte værk«. Dermed mente han koncerter og plader, men da disse musikere sjældent medvirkede i de få danske jazzkoncerter og pladeudgivelser, blev de stort set ikke omtalt og er derfor glemt i dag og f.eks. ikke nævnt i Politikens Jazz Leksikon. Nu kunne man så henkastet sige: »Åh herregud, er det så væsentligt at figurere i Politikens Jazzleksikon«? Jamen, bogen, der er fra 2004, er da udkommet i 5.000 eksemplarer og interesserede, herunder studerende og forskere, bruger den som opslagsværk i troen på korrekte informationer, hvorved udtrykket 'amatørernes årti' efterhånden uheldigvis stadfæstes. Thorbjørn Sjøgren begrunder sin betegnelse med, at flere af de mest omtalte musikere havde andre erhverv og altså ikke var fuldtidsbeskæftigede, men da der heller ikke i de forudgående årtier har været musikere i Danmark, der udelukkende kunne beskæftige sig med jazz, kunne disse lige så vel kaldes 'amatører', skønt de både var professionelle og medlemmer af Dansk Musiker Forbund? Nogle af årtiets 'modernister' figurerer dog i Politikens Jazz Leksikon. Tilmed med titel på både 'borgerligt' erhverv og instrument: arkitekt og saxofonist Max Briiel, skuespiller og trompetist Jørgen Ryg og undertegnede bassist, der var skolelærer. Erhvervs-titlen formodentlig medtaget for bedre at kunne konkludere, at vi var amatører. Men argumentet holder ikke: Jørgen Ryg fik først 'løst' arbejde som skuespiller i slutningen af 195O'erne, og jeg var i sammenlagt syv år fuldtidsbeskæftiget bassist, komponist og kapelmester inden min ansættelse i Danmarks Radio, som Torbjørn Sjøgren fejlagtigt oplyser skete umiddelbart efter mit ophør som skolelærer. Jeg tog orlov fra folkeskolen 1953-54 for at være fuldtidsbeskæftiget musiker og turnerede med Max Bruel og Jørgen Ryg, havde hver aften i sammenlagt fire måneder engagement på dansesteder, var fast medlem af Radioens Danseorkester, der ansatte fem 'moderne' jazzsolister og fornyede repertoiret med arrangementer inspireret af den ny jazz. Orkestret blev aldrig omtalt, men flere af dets rutinerede musikere var uundværlige i andre af datidens jazzgrup-per bl.a. i Ib Glindemanns Orkester, der senere blev til Radioens Big Band. Da danske jazzfestivaler ikke eksisterede, medvirkede vi i udenlandske. Min trio repræsenterede Danmark i den internationale jazzfestival i Juan-les-Pins i Frankrig i en konkurrence med deltagelse af de bedste jazzorkestre fra 12 europæiske lande. Her vandt jeg prisen som 'Europas bedste bassist'. |
195O'ernes dansesteder hyrede orkestre med 'moderne' musikere i op til år i modsætning til i dag, hvor orkestre turnerer til enkeltjob, one-nighters. I København kunne man hver aften høre fine jazzmusikere på mindst ti dansesteder. Da Børge Roger Henrichsen blev ansat i radioen, etablerede han allerede i 1951 et radiojazzorkester med seks af de mest fremtrædende solister primært fra Svend Asmussens og Jonny Campbells orkestre. Ingen af disse professionelle jazzmusikere er omtalt i Politikens Jazzleksikon. Multiinstrumentalisten Finn Ziegler og jeg spillede i klassiske ensembler og indspillede ti Ip-plader til USA. Han var også bratchist i min strygekvartet i 1958 med Svend Asmussen, Poul Olsen og cellisten Erling Christensen (plus bas og trommer), som ifølge amerikanske universitetsundersøgelser har vist sig at være verdens første strygekvartet med udelukkende jazzmusikere. Finn Ziegler var fuldtids-musiker og som violinist og vibrafonist på internationalt jazzniveau. Alligevel fik han ingen omtale i 1950'erne, men stort set heller ikke i de første 40 år af sit professionelle musikerliv, selv om han blandt andet i 24 år var hjertet i jazzmusiker-natstedet La Fontaine, der stadig har stor betydning for jazzlivet. Skyldtes manglende omtale, at han spillede på værtshuse og dansesteder?. Den danske jazzklubkultur blev i 1950'erne et enestående fænomen på verdensplan. Den fødte bl.a. Jazzhus Montmartre, der fra 1959 blev internationalt kendt med jazzens største navne til at spille hver aften i længere perioder. Danske jazzmusikere havde engagementer i udlandet og den danske provins, som landsdækkende aviser og tidsskrifter ikke omtalte. Mange andre eksempler kunne nævnes - her endnu et lille ikke omtalt eksempel: 1950 spillede dansk basspils stamfader, Niels Foss, med basunisten Peter Rasmussens orkester i Lausanne i Schweiz, hvor Duke Ellington hørte ham og blev så begejstret, at han omgående tilbød Niels Foss job i sit orkester. På det jazzpædagogiske område har Danmark en enestående historie, også internationalt, især i kraft af Bernhard Christensens fremragende indsats. Hans metoder ogmaterialerfra 1930'erne fik stor betydning i både børnehaver, lilleskoler, gymnasier og fra 195o'erne også i folkeskolen. Der blev også talt for jazz på Det Kongelige Danske Musik konservatorium. Det endte med en drabelig diskussion på konservatoriet, hvor direktøren afviste jazzen (1959). Det jazzpædagogiske område havde ingen større opmærksomhed og 'pædagog' blev sjældent brugt positivt i forbindelse med en jazzmusiker. Wiedemanns indsats Erik Wiedemann stræbte efter at få jazzen anerkendt på niveau med den klassiske musik og mente, at jazzen hørte til i koncertsalen ligesom den klassiske musik. Han ville have jazzen overført fra DR's underholdningsafdeling til den klassiske musikafdeling, forglemmende, at jazzen op til 1949 havde ført en kummerlig tilværelse i den klassiske afdelings regi med manglende orientering om 1940'ernes nye strømninger i jazzen. Fra 1950 sørgede Underholdningsafdelingen for betydelig mere sendetid og ganske anderledes store beløb til jazzen. 1956 var Erik Wiedemann medstifter af vort første musikpolitiske organ, Den Danske Jazzkreds. 1982 udgav han sin doktordisputats Jazz i Danmark i tyverne, trediverne og fyrrerne i tre bind. Et vægtigt bidrag til den danske kulturhistorie. Indtil nu hovedværket om dansk jazz frem til 1950. Mange har siden gjort tilløb til at skrive en fortsættelse, men endnu er det ikke blevet til andet end mindre artikler, universitetsafhand-linger og de før omtalte få leksikonsider. I det seneste årti er nye publikationer så småt begyndt at supplere indtrykket af dansk jazz fra årtiet. Foreløbig er fire cd'er med fyldige covernoter udgivet på Music Mecca og et nyt spændende initiativ er begyndt at tone frem med syv indsigtsfulde jazzspecialister, der har dannet forlaget Little Beat Records/Archives. ▼ Nu har Kunstrådets musikudvalg bevilliget 100.000 kroner til et pilotprojekt om dansk jazz 1950-2000 og Statens Humanistiske Forskningsråd 4.3 millioner til projektet Dansk rockkultur fra 1950'erne til 1980'erne. Endvidere påtænkes et rockmuseum i Roskilde. Hvad med at kombinere det med et jazz-museum med basis i Karl Emil Knudsens jazzsamling, som blev startet i 1950'erne og udvikledes til at blive den største i Danmark? Han døde for tre år siden, og samlingen går på auktion og spredes over den ganske verden, hvis det ikke inden for de nærmeste måneder lykkes at finde tre millioner kroner til køb af samlingen. Det Kongelige Bibliotek er interesseret i at samarbejde. Hvis nogen har lyst til at bidrage til samlingens erhvervelse, bedes man henvende sig til undertegnede. Erik Moseholm, kunstnerisk leder af Swinging Europe samt tidligere rektor for Rytmisk Musikkonservatorium. |
||
