Home - The Beginning - Members - Gallery - The Blues Period - Sonet Period - Links - About KEK - Contact

 

 

                                      Katy Bødtger
Født: 28. December 1932 i København (Nørrebro).

Katy Bødtger er født på Nørrebro i København og har en fortid i Danmarks Radios Pigekor. Efter at have forladt folkeskolen efter 7. klasse, blev hun ekspeditrice i et parfumeri. I en periode havde hun udlængsel og rejste til Canada og fik arbejde på et børskontor og som brødpakker i et bageri, men hun kom hjem igen til parfumeri-branchen og sangundervisning hos Johannes Wahl. Det var netop via ham, at pladeselskabet Nordisk Polyphon i 1957 blev opmærksom på den unge sangerinde, og hun fik lov til at indspille »Fiskerpigens sang«, som blev en stor succes og solgte over 100.000 grammofonplader. Siden har Katy Bødtger været en af de populæreste kunstnere på den folkelige danske musikscene. Hun indsang en række schlagere som "Blå viol", "Farvel, Jimmy, farvel", "Paradiso", "Kun for sjov", "Tammy", "Tak", og "Til glæden". I 1960 vandt hun det danske Melodi Grand Prix med den romantiske og sødmefulde sang »Det var en yndig tid«, og i den internationale finale blev hun nummer 10. I London indsang hun i 1960 "In my island" sammen med Edmundo Ros. Katy Bødtger leverede i 1963 sangstemme til Lone Hertz i operette-filmen »Frk. Nitouche«, og hun har også haft succes med mere lyriske sange, som nu f.eks. Steen Steensen Blichers »Til Glæden«. Siden 1970erne har Katy Bødtgers repertoire været mere lystigt og danktop-baseret med hits som "Lille sorte stær", "Så går vi til enkebal" og "Fest i gaden". I den periode havde hun et glimrende samarbejde med Gustav Winckler og Svend Lundvigs Palmehaveorkester og var fast solist i radioens Palmehave-udsendelser. I 1980erne indspillede hun flere plader med danske salmer. Senere har Katy Bødtger underholdt i forsamlingshuse, på ældrecentre og på plejehjem. ligesom hun rundt om i landet har givet kirkekoncerter.