Home - The Beginning - Members - Gallery - The Blues Period - Sonet Period - Links - About KEK - Contact

 

             
   
Blandede bolsjer fra ”those were the years”!
Flemming  wrote:
MIN biografiske beretning – om Karl, Jazzen I København i 50erne og mig – må blive beretningen om et miljø som voksede frem båret af interesse og begejstring hos en masse mennesker, om det de satte i gang og skabte sammen – for at være sammen om det her, I ved, JAZZ!
Og da det her skal være mit bidrag vil jeg starte med at give mit svar på spørgsmålet ”Hvad er det der Jazz egentlig for noget?”
Prøv at klikke jer ind på nedenstående – SÅDAN ER JAZZ FOR MIG!
eller prøv at ”google” youtube lester young bill harris ella Fitzgerald
 
THIS IS JAZZ, Folks! 
 
                            
      20/6 - 2009 fejrede Flemming Albertus og frue Guldbryllup      
          
!
 
  
How it all started!
I en af vore mange – efter min mening totalt overflødige - gratisaviser indledte en klummist d. 22.11.07 med ordene:”Undskyld Amager! For alle de gange de gange jeg kaldte dig et øgenavn. ”Lorte-øen”.  I mine øjne var du kun kolonihaver og skrothandlere. Du var en provins, en landsby. Isoleret fra den rigtige verden”.  Ikke et ord om jazz - om Karl – eller om mig. Var der et jazzliv på Amager? Jo, det var der – eller det kom der - og det sendte faktisk sine rødder ind i det københavnske jazzmiljø. Jeg kan sige med sikkerhed, at Karl i hvert fald to (tre?) gange var på Amager i jazz-inspireret  bestemt ærinde! En gang i selskabslokalerne i Ølandshus med Chris Barbers band (og Papa Bues - dengang det hed Royal Bluesmen) og en gang endnu tidligere til Åbnings-Jazzbandball i ”Københavns Jazzklub”.

Også i Jazzmiljøet sås Amager som en noget fjern bydel, der ikke rigtig hørte til. Adskilige syntes nærmest at sætte spørgsmålstegn ved, om der overhovedet var tale om en del af kongeriget – om der ikke var tale om en art koloni. Og det skal da heller ikke skjules, at i 1948, da vi kom ind i Nato arbejdede stærke kræfter for at udskille Danmark fra Amager. Hvad angår jazz var der også jazz-interesserede på Amager og nogle initiativrige af passende alder grundlagde ”Københavns Jazzklub” -  den klub hvor det senere Papa Bue band startede, først som Royal Bluesmen, senere reorganiseret til BOHANA Jazzband. Den blev faktisk startet 09.03.51.

Hvordan jeg for good and ever fik jazzen i blodet, er det svært for mig at sige nu. Det første ”jazzindtryk” jeg husker  er en reklamefilm med Leo Mathiesen og hans Orkester – se, det var festlige fyre. Blæste på kaffekande, trommede på gryder, brugte grydelåg som bækkener m.m. – og så sprang de rundt og lavede skæg og ballade. Sådan husker jeg det i hvert fald.
 
Den defínitive begyndelse: født 04.04.35  i Fredericia,  mor telegrafist, far sølvsmed, to ældre søstre.  Jeg blev født inden for voldene. Jeg var ”Fæstningsdreng” – (det er Erik Raben, KEK-soc., for resten også) jeg hørte ikke til disse tilflyttere, de nye, som ofte slog sig ned udenfor voldene! Troede jeg! I sommeren 35 flyttede vi imod alle mine forventninger uden for voldene i en nybygget bungalow med høj stue-etage. Sagen var overhovedet ikke blevet drøftet med mig. Måske det blev spiren til et kommende oprør mod forældregenerationen senere! Musik var der helt sikkert meget af i mine første år. Og den 9. april 1940 tidligt om morgenen blev jeg hentet ind i den fine stue – den med klaveret, grammofonen, nodeskabet og bogreolen og den fine nips, og hvor juletræet stod når det var den tid. Fra denne stues vinduer så vi en stadig strøm af larmende Messerschmidts, det tyske luftvåbens svar på Spitfire, på vej ned mod Lillebælt, dreje mod sydøst og forsvinde. Der var krig og Lillebæltsbroen var under bevogtning fra luften til landstyrkerne ankom hen ad ni-tiden.
 
Som antydet var det et pænt hjem med klaver. En far der spillede tværfløjte og dirigerede amatørorkestre, to søstre der ”gik til klaver”, en mor der med en spinkel sopran fremførte Ingemanns Morgen- og Aftensange og lignende. Grammofonen var en skøn konsolmodel i mørk eg med håndsving, fjeder, akustisk tonehoved (selvfølgelig), skjult lydtragt og skab til plader. Skabet indeholdt næsten udelukkende klassisk musik, et par enkelte 10 cm. børneplader og en stabel Duriumplader. En pladetype som som glimrede ved ikke at kunne gå i stykker, idet den var lavet af en halv-trekvarthård gummimasse valset ud på en kraftig lærredsplade – skulle nogen ligge inde med en enkelt duriumplade er jeg den glade køber. Det var mest tysk underholdnings- og populærmusik som fx Comedian Harmonists. Jazz og moderne danse-musik var der ikke noget af.
 
1945 flyttede vi til det store dragende Københavnstrup – det vil sige helt konkret til Kastrup. Endda helt i udkanten. Og nu begynder vi at nærme os et punkt hvor jazzen manifesterer sig mere indtrængende i mit univers. Vi boede med fri udsigt over lufthavnen  og Øresund. Med bus og sporvogn, vognstyrer, konduktør, bivogn, ligeud og omstigning kunne vi komme til Rådhuspladsen på ca en time! Og derinde var Tivoli, Rundetårn, Zoo, biograferne – fx  Juleshow i Metropol – med meget mere. Det var o.k. Al trafik til lufthavnen foregik ad Lufthavnsvejen. Fra stuevinduerne kunne vi se den sidste 1½ kilometer af vejen før Administrationsbygningen. Der var nu ikke så meget trafik. Bus én gang i timen og ellers kun militær trafik – dog af og til en lastbil eller lignende.
Lørdag den 7. september 1946 legede jeg på vores terrasse. Den var hævet ca 1 meter i forhold til omgivelserne. Jeg så en lastbil på vej mod lufthavnen. Der var store skilte på siden og oppe på ladet var der mennesker. Den kørte ret langsomt. Det gjorde jeg til gengæld ikke da jeg var kommet på cyklen. Jeg indhentede den ude på pladsen foran Administrationsbygningen. Det var unge mænd med musikinstrumenter, der stod på ladet! Det var ham der Leo Mathiesen og nogen fra hans orkester – og på skiltet stod der ”Welcome Don Redmans Band”. Men de stod bare og ventede. Det gad jeg ikke – eller også skulle jeg hjem og spise.
 
I det daglige skulle skolen skulle passes. 5. klasse gjorde jeg færdig på Kastrup Skole og derefter blev det  mellemskole på Korsvejen Skole 1946. På Amager var der i øvrigt hyggelige landeveje, uforstyrret af biltrafik, og små uforstyrrede landsbyer. Ind mod København ad Kastrupvej lå Sundbyøster – umiddelbart et lidt lukket og utilnærmeligt område – jeg anede ikke at derinde i sidegaderne legede Helge, Arne, Ove, Benny og en del andre som senere skulle blive den flok, som sugede mig ind i jazzmiljøet. Nogle år senere!
Vi fik også ny radio. En ”ny” brugt meget stor Grundig med ”tragisk” øje og alle mulige båndområder. Når jeg kunne snige mig til det sad jeg og fandt mystiske stationer, skibsbølgelængder, kortbølgeradioer, AFN, RIAS, Radio Munich og så videre. Og det skete jeg røg ind i noget af det hersens jazz!
 
Imellem vort hus og lufthavnen lå et stort grønt område som var udlagt som fodboldbaner for Kastrup Boldklub.  Da jeg  blev konfirmeret fik jeg penge til at købe en rigtig læderfodbold for – og når vejret var til det var jeg ved et af målene. Så spillede vi til ét mål  - eller jeg løb der alene og ”tjønsede”. En eftermiddag kom tre gutter – et par år ældre end mig selv – ind og spurgte om de måtte være med. Jeg havde set dem flere dage om eftermiddagen køre ind ad Lufthavnsvej – på samme tidspunkt (jeg havde fået ur til konfirmation!). De fortalte at de var under  uddannelse på Vejrtjenesten og boede på værelser i den nærmeste omegn. Og så ”tjønsede” vi sammen under grin og pusten og stønnen med en del tacklinger der var lige på kanten! Den ene af fyrene hed Thomsen og var fra Odense, den anden Helge og var fra København (han blev senere jetpilot og styrtede ned i Kattegat) og den tredje hed Hans Børge Hansen og var fra Holstebro. Alle blev inviteret på te og da de blev konfronteret med grammofonen (som nu var elektrisk og anbragt i et  møbel bygget sammen med radio og pladeskab) faldt spørgsmålet hurtigt ”Har du nogen plader”? Og det havde jeg faktisk – 4 stk.!
 
En - min første - med 2 melodier fra tegnefilmen Fyrtøjet og så: på fransk SWING – Armstrongs ”Blues for Yesterday” koblet med ”I want a little girl”, Hodges’s ”Dance of the goone” og  Ellingtons ”East St. Louis Toodle-oo, koblingerne husker jeg ikke! Det var selvfølgelig Hans Børge - senere Royal Bluesmen og Bohana, - der var den jazz-intereserede.  Armstrongpladen har jeg endnu. Det næste kan der næsten sættes dato på – for i den efterfølgende weekend tog HB og jeg sammen i Platan og så "Jazzkongen"  med Louis Armstrong – den havde repremiere d. 04.05.50 og gik til 07.05.50. Engang senere i 50erne kom den i fjernsynet under titlen ”New Orleans”. I kan høre noget af musikken på nettet, enten ved at bruge adressen http://www.youtube.com/watch?v=bWtUzdI5hlE eller ”google” youtube armstrong holiday  HB og jeg var også inde og se ”Swingprofessoren” i Alexandra imellem 19.06 og 30.07 – jeg fik faktisk set den et par gange’
 
På det tidspunkt havde jeg været til min første jazzkoncert – i KB-hallen, alene – Nat King Cole trio! Jeg så rigtige neger-jazzmusikere. Jeg var også blevet en flittig avislæser – i hvert fald af min alder. Først og fremmest læste jeg sporten og derefter biograf-annoncerne. Lige ved siden af biograf-annoncerne var rubrikkerne Forlystelser og Koncerter og der faldt jeg altså over Nat King Cole trioen. Billetten købte jeg i Aladdin Radio inde på Amagerbrogade – hvor jeg også var begyndt at kigge på plader. Ellers var det Radioforretningen i Kastruplundsgade der holdt for.
 
Den 1. august påbegyndte jeg administrationsuddannelsen i Københavns Hospitalsvæsen.  Det betød en reduktion af fodboldspil og tilvækst af aftenskole –  men til gengæld udbetalt løn. Faktisk også, at det der med jazzen rullede videre. I samme klasse på aftenskolen gik en dejlig dame, som viste sig at bo i Sundbyøster. Det blev lange ture på cykel hen og hjem og masser af snak. En lørdag mødte jeg hende i Aladdin Radio på pladekøb. Hun så hvad jeg havde valgt – og hun sagde så ”Du skal hilse på Ove og Benny – de er meget jazzinteresserede – de bor også i Sundbyøster”. På den måde blev jeg indrulleret i  Københavns Jazzklub ”en studiekreds i private hjem” – citat Jazz Parade marts 1953 nr. 3 (om Jazz Parade - se senere). Det var som om en port til en stor og fascinerende verden blev slået op.
 
Sjælland kaldte – vejen gik over den gamle Langebro (fra1930 – først afløst af den nuværende 1954) – dengang lige forbi Negerhytten, den kantinebygning som blev Storyville Clubs navnkundige hjemsted for en kort tid. Ovre på Sjælland spilledes der jazz – live. Stedet var Borgernes Hus nær Nørreport Station. Her holdt ”Hot Club of Denmark” til. Denne klub var vokset ud af en anden ældre klub ”Jazzvennerne”, som egentlig var en ”modklub” til ”Jazzreports Swingklub of Denmark” (hør Little Beat – Leo Mathiesen 1940-41 CD 07001). Hot Clubs aktivgruppe udgjordes af en gruppe af landets førende diskofiler som Harald Grut, Bent Henius, Børge J.C.Møller, Erik Wiedemann, Børge Roger Henrichsen, John Jørgensen m.fl. Klubben arbejdede langt overvejende med diskofile causerier og diskussioner – en form som førtes videre til Radioens Jazzklub – af stort set de samme personer.
 
 
Nærværende skribleri skal jo være min jazzmæssige levnedsbeskrivelse og det skal jeg nok holde mig for øje. Blot må jeg sige, at for mig er et egentlig liv overhovedet kun et liv MED nogen, MED noget –  og det kan være mange ting – JAZZ fx. Jeg var - her i begyndelsen af 50erne - til stede i Københavns jazzliv sammen med mange andre som blev venner, bekendte, kontakter – og somme tider var jeg heldig at være på nogen gode jazzsteder på det rigtige tidspunkt. Det blev jeg jazzmæssigt formet af – men det greb også dybt ind i det øvrige liv jeg levede.
 
Det påvirkede selvfølgelig ikke jazzen nævneværdigt, at jeg lejlighedsvis udførte budtjeneste for redaktionen af Jazz Parade (= BOH = Bent O. Håndstad) – men det samvær jeg fik med de mennesker jeg mødte påvirkede mig stærkt – hvilket vist bekymrede min mor noget i begyndelsen. Mit første møde med live klub-jazz i København var i ovennævnte Hot Club – jeg kunne ikke komme til den fastsatte åbningstid, så da jeg kom for sent til den diskofile afdeling forbi – men uden for døren hørte musikken LIVE, fik jeg en ”Gåsehudsoplevelse” -  hvad det så er vil jeg senere komme tilbage til. Hot Clubs gamle garde gik ind for den diskofile afdeling – den nye pressede på for at få mere live-musik. Og begge grupper spaltedes igen i to – en der var for moderne jazz (som vi lige var begyndt at få færten af i DK) og en der gik ind for swing og trad-jazz. Klubben blev startet i 1946 og i november 1950 kom det første nummer af Jazz Parade – som forholdene udviklede sig behøvede klubben et blad. Jazz Parade udkom til 1960 – fra 1953 uafhængigt af Hot Club!
 
I øvrigt virker det i dag lidt pudsigt at se hvordan en Jazzklub dengang startedes meget formelt med stiftende generalforsamling, valg af bestyrelse og fordeling af poster og funktioner - formand, næstformand, kasserer (af og til en hjælpekasserer), sekretær, distribution og mødeaktivitet. Det var en generation der kendte den slags formelle forhold – fra beboerforeninger, sportsklubber, fagforeninger, arbejdsklubber o.l. Men faktisk kunne man nok godt allerede dengang  fornemme, at rigtig mange primært kom for at danse og hygge sig. Ydermere var det en generation som i ret stort antal havde ”gået til spil” – så det var nærliggende at prøve kræfter med noget live. Det lød for mange også besnærende nemt – men resultaterne stod langt fra altid mål med drømmene. Jeg blev i hvert fald selv hurtig klar – meget hurtigt – over at jeg klarinetten ikke var min fremtid!
 
Hot Club fik  fra 1949 eget orkester, Hot Club New Orleans Band, men til danseaftnerne optrådte også moderne grupper med Boris Rabinowitz, Max Brüel, Mario Procida og andre. Den diskofile afdeling leverede som regel højt kvalificerede indlæg – men ofte var der stor uenighed om indholdet alligevel.  Hot Club holder til 1953 og bliver så slået sammen med Blue Note. Det var fra begyndelsen svært at fastholde et tilstrækkeligt stort medlemstal. Og også med lokale og musikanlæg havde klubben problemer. Lokalet i Borgernes Hus ødelagdes ved en brand – og forsyningerne af teknisk apparatur var stadig præget af krigen.
 
HoT Club fik som nævnt også klubbladet Jazz Parade. Redigeringen af bladet gled meget hurtigt over i hænderne på BOH – Bent O. Håndstad. Om BOH hørte jeg et par yngre samtidige herrer med fuldskæg, stålbriller, halvlangt hår og behørigt ternede skjorter - dvs. anordnet jazzklubdress (en bestemt type som BOH tit havde det lidt svært med) - kommentere ham med ordene ”Han er jo intet andet end  vand-bærer”. Til det skal i alt fald siges, at Håndstad ikke var det mest vand-interesserede menneske jeg har kendt – og det skulle være en helt speciel situation, hvis han ligefrem skulle begynde at bære rundt på det.
 
Fra sin ”redaktionsstol” – han sad næsten aldrig ned -  skrev, redigerede, kommenterede, polemiserede, kritiserede,  snerrede, hvæsede, hyggede, grinede, jublede han i et tiår med dagens jazzliv som stof. Petit stof, Camelbrusher, Tmæks og Gøps, Nyt fra Provinsen, I korte træk – det var der alt sammen. Her synes jeg lige at jeg vil nævne, at Allan S. (Kek-soc.) har lavet en glimrende oversigt over Jazz Parade-udgivelserne. Den er guld værd. Det er de 10 årgange Jazz Parade også – hvis vi taler om historisk kildestof til Jazzlivet i København fra 50 til 60.
 
Han var en farverig og festlig fyr, rap i replikken (rapkæftet), polemisk og til enhver tid indstillet på skæg og ballade. Vildt jazzinteresseret - dog ikke så meget i den moderne jazz – men han havde også i nederste reols højre side en bla-bla-afdeling,  en afdeling med plader hvis tilstedeværelse i en jazzpladesamling kunne være lidt svær at forklare, og som når han fandt noget lignende hos andre, udløste høj latter. Selv var han fx meget glad for en udgave af ”A Slowboat to China”, med hvad han selv ville have benævnt et ”obskurt” bigband – jeg husker ikke længere navnet!
 
Men noget begynder at krible i hovedet hos undertegnede aldrende medlem af KEK-Society – deroppe hvor andre har hukommelsen. Hvem var det der kaldte BOH for ”beer guzzling jazz guru” – og hvor??? Jeg fandt hurtigt frem til stedet – i bookletten til ”The Golden Years of Revival” skriver Chris Albertson et par sider om tiåret – de er virkelig værd at læse – ”Those were the times”! der står det.
 
Chris Albertson hed dengang  Gunnar Albertsen – han var fra Island, men var hurtigt i kraft af sin personlighed og indsigt – og her ville BOH have hylet ”og sin båndoptager” - gledet ind i det københavnske jazzmiljøs centrale aktivgruppe.  251 af de spolebånd som Mona skriver om, stammer faktisk fra C.A.’s samling – ligeledes en del af LP-samlingen. Karl og Gunnar A. kom fint ud af det med hinanden. Gunnar skriver selv om sin egen rolle ”Being a gadget freak, even then, I was the first and, the only guy in Copenhagen jazz circles to have a tape recorder. It was a large, heavy B&O (their first model) and I had already used it to record the Ken Colyer Band - - “ – det er optagelserne fra Gentofte Hotel det drejer sig om. Citatet stammer imidlertid fra Gunnars/Chris’s egne noter på LP-en ”International Jam Sessíons” Xanadou 122 med nogle optagelser fra Forsvarsbrødrenes Lokaler i Gothersgade med blandt andre Clifford Brown, Jørgen Ryg, Erik Moseholm, Jørgen Bengtsson med flere – det kunne være rigtig sjovt at få nogen til at gætte med på hvilke danske musikere der skjuler sig bag 3 gange ”unknown” (jeg har hørt et par bud der sagde at en vis Kenny Schwenge skulle have optrådt ved trommerne – men ham er der næppe ret mange der husker i dag). Optagelsen er fra 12. nov. 1953 hvor Lionel Hampton havde givet Koncert i KB-hallen.
 
Gunnar var et ualmindelig imødekommende og hjælpsomt menneske. Gennem sin far, som var islandsk ambassadør i København, fik han ofte friske skiver hjem fra det store USA – og så var der fryd for øregangene. Han lånte mig  LP-en fra Massey Hall 1953 med Charlie ”Chan” – Parker – hvor jeg dog ønskede at jeg havde en computer og et Nero-overspilningsprogram – og en cd-brænder – og en blank cd! I kan læse mere om Chris Albertson på ”Wikipedia Chris Albertson”, det er umagen værd – og så er der som sagt afsnittet ”Recollections of the Postwar Traditionel Jazz Movements” fra ovennævnte booklet (Storyville)! Egentlig burde Chris Albertson jo inviteres ind i kredsen!!!
 
Der var mange spændende personligheder som BOH og Gunnar Albertsen i det Københavnske Jazzmiljø – og Karl var jo ikke at forglemme en af dem. Som sagt – mit personlige jazzliv (og det fyldte meget) var musikoplevelser, kontakter og samvær og steder – alt sammen meget konkret.
 
Radioens Jazzklub bør selvfølgelig også nævnes. Afgjort en klub for diskofile (den har dog en kort periode eget orkester). For mit vedkommende fangedes jeg ind af kendingsmelodien ”Didn’t he ramble” med Jelly Roll. Det var oftest udsendelser på et højt kvalitativt niveau, kun sjældent for folk uden specielle forudsætninger – men sikke plader de havde! De fik dem nok ikke alle på den måde som Erik Wiedemann en overgang skaffede sig sine. Der blev købt meget ny jazz i Malmø – som oftest i ”Støtten”. Hans teknik var, at han gik til blodtapning, det fik man betaling for i Sverige – og så omsatte han pengene i plader. Når man så på det udvalg der var, kunne man frygte en katastrofe for tilrejsende danskere! Radioens Jazzklub var ofte i hård modvind. Bl.a. fra redaktøren af Jazz Parade. For meget arkæologi, for meget specialist-skivegnaveri. Det blev også det ry den fik i den større offentlighed. Det førte til at Dirch Passer et år serverede sin monolog ”How jazz was born ” – hvor han skulle gennemgå historien om et orkester, om hvilket han sagde –  ” det indspillede ingen grammofonplader, det eksisterede slet ikke, man ved intet om det, men det er utvivlsomt at det er det bedste af alle jazzbands der har været. Personligt lyttede jeg dengang mere til Sveriges Radio – Claes Dahlgreens rapporter fra USA, Simon Brehms ”Nattugglan”, AFN og andre - .
 
KØBENHAVNS JAZZKLUB.
Der er god grund til at tro, at Københavns Jazzklub også er startet med en art Stiftende General-forsamlig. Jeg var ikke med – jeg kendte end ikke klubbens eksistens. Til gengæld var jeg med til den første julefrokost! Der var en del  jazzmusik – og meget andet meget andet!
 
Gruppen var ikke stor – og vi mødtes  ”i private hjem” i begyndelsen. Senere lånte vi mod kontant vederlag lokale i NIOGT (en kendt afholdsorganisation!) i Nordlandsgade – 3o kroner. Vi måtte nøjes med lys pils og sodavand – men hvilke byrder bar vi ikke gerne for at være sammen om vores yndlingslidenskab: JAZZ?! Til gengæld var der mulighed for at låne bygningens transportable musikanlæg – og en enkelt gang et lokale hvor der stod et forstemt klaver. Vi havde nemlig arrangeret en klub-eksklusiv triokoncert med Boris Rabinowitz Trioen. I dette tilfælde sejrede modernisterne – eller som de også kaldtes modernikerne. 
 
I det private kunne man snuppe et par pils -  medbragte - eller der var te og kryddere. Sådan en seance benævntes også ”Krydderkrig”. Aftenen bestod normalt af to causerier ligesom i Hot Club og Radioen. Vi havde også et ”Medlemsblad” – det  var maskinskrevet på gennemslagspapir med carbonpapir (en nu uddød teknik!)– 3 eksemplarer ad gangen – og aldrig på mere end en foldet A4-side. Efter sidste causeri var der diskussion – der som regel gled over i ”Historieafdelingen”, som bestod af fremførelse af de nyeste vitser og historier tilsat lidt aktuel sladder. Og så kunne det hænde at aftenen sluttede af med at spillekortene kom frem – det var ikke forbudt –  så lånte ”fru” NIOGT os nøglen så vi kunne låse efter os! En del klubmedlemmer gik i øvrigt ind for en dengang meget aktuel ”Bibel”. Som den rigtige i 2 dele  - nemlig Finn Søeborgs romaner ”Her går det godt” og den efterfølgende ”Sådan er der så meget”.
 
Det store projekt var at få stablet et klub-orkester på benene. Det var især ”Vædder” og ”Minak” (kommende bassist og trommeslager i bandet) der gjorde en indsats. Hans Børge Hansen som jeg nævnte i indledningen, var for længst blevet den lykkelige ejer af en trompet – og lærte faktisk sig selv at spille på forbavsende kort tid! Han trak med sig en ven fra Holstebro ved navn Jens Jørgen Thorsen, som trakterede pianoet med opsigtsvækkende kraft og energi.
 
Til slut manglede der kun en trombonist. Så gik jungletelegrafen i gang – og efter godt en uge blev der indkaldt til ”trombonist-audition” i musiklokalet på Skolen ved Sundet!  Der var tre indkaldte – en fra Tivoligarden, en fra Parmagade – den tredje kom ikke. Parmagade-manden var uimodsigeligt den bedste – og hed Arne Bue-Jensen! Nu var basis klar –  og fik af orkestermedlemerne navnet ”Royal Bluesmen”. Forude vinkede det næste store projekt – klubbens første Jazzband-Ball!
 
Stedet blev en anden af NIOGT’s bygninger, valget var udelukkende bestemt af prisen – afholdsideen var afgjort ikke dybt rodfæstet i gruppen. Men kom der ikke nok ind i entre hæftede vi selv for resten. Nogen fik også skaffet det moderne orkester, som skik og brug foreskrev. Det blev Finn Mickelborg sekstetten med blandt andre Per Møller-Hansen (nu KEK-Society) på piano, Ole Molin på guitar – udover dem husker jeg Helge Nielsen på bas og Knud Abrahamsen på ts - .  Mødet med Finn Mickelborg blev for ham og mig begyndelsen til et nært venskab, der varede til hans død sidste år. Min interesse for moderne kunst var vakt for længst – nu blev den for alvor boostet af kontakten med Finn.
Royal Bluesmen bestod af Arne  Bue-Jensen, Jens Jørgen Thorsen (senere billedkunstner, forfatter og
 
meget mere), Hans Børge Hansen, guitar unknown, Ib Oskar Pedersen, Ove Vædelund og Benny Larsen – og som allround rådgiver Allan Rasmussen. Som antydet var vi noget bekymrede over hvor mange der mon kom – søndag eftermiddag, ingen øl og mildest talt ingen presse! Men gennem den faste medlemsgruppe var der bred kontaktflade til lærlingene på B&W og andre af Amagers virksomheder – aftenskolen var også en  god kontaktflade – der kom absolut ikke til at mangle publikum! Salen blev fyldt af danseglade ungersvende og -damer. De ville have samvær, dans og kammeratlig hygge - jazzen som musikform var de ikke specielt interesserede i.  Vi fik besøg af KEK og Håndstad – de kom gratis ind. Håndstad måtte nedsvælge et par appelsinvand – noget han aldrig glemte.
Succes’en blev hurtigt fulgt op. Klubben tog kontakt til ”Lunds Akademiska Jazzclub” og sammen lavedes der et arrangement. Også dette arrangement blev en succes. Vi var med Malmøbåden og derefter med toget til Lund.
På færgen slappedes der af – fra venstre bassisten Helge Nielsen, en meget smilende Allan Rasmussen, HB som i sit stille sind glæder sig over ikke at skulle repetere til en eller anden prøve på Uni ligesom Ricardo. Arrangementet startede kl. 16.30 – nogen, Benny, Ernst og Allan (klubbens flotteste profil!) fordrev ventetiden med at lufte kortene. Skulle vi nå den sidste båd fra Malmø måtte vi af sted kl. 21 fra Lund. Alle deltagere havde selv betalt deres billet – ved afrejsen fik musikere og ledere dog deres billetter refunderet, idet der faktisk var overskud. Spilleglæden var endnu så stor at HB og Ib Oskar og Ricardo i toget pillede instrumenterne frem og forsatte koncerten. De såkaldt ”stive” svenskere og selv billettøren syntes det var fint, det. Ved et senere besøg af samme slags blev overskuddet så stort, at vi blev bedt om ekstratid – betalingen var taxa til lufthavnen og flybilletter til København og refusion af vores transport i øvrigt! Alt sammen arrangeret af ledelsen for ”Lunds Akademiska Jazzklub” her og nu, da kassen var gjort op. Jeg boede stadig ved Lufthavnen og så for første gang København fra luften – en lys sommernat. Ganske flot skue!
 
Københavns Jazzklub rummede en specialgruppe, nemlig gruppen ”Kong Hans”. Samme navn som formandens sommerhus. Klubbens stifter og ildsjæl og formand i flere år hed Helge Reimer-Nielsen. Helge var bankansat og havde et dybt indblik i samfundets måde at fungere på. Blandt andet var det ham der i et eller andet register fandt ud af, at der ikke var registreret nogen foreninger under navnet ”Københavns Jazzklub” – og med ledelsens ambitioner var det ikke for meget – eller også var det selvironi, som var et fænomen der heldigvis ikke var klubben fremmed. Men der var Hot Club of Denmark” - - så var Københavns Jazzklub vel passende til os. Helge og et andet af klubbens medlemmer, ejede et sommerhus i en meget, meget ny udstykning nær Kulhuse – en stor bar græsmark med 40 ens røde huse! Ved passende lejligheder samledes klubbens hårde kerne i dette sommerhus til ”Planlægning og Evaluering” (som det ville have heddet i dag).
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Soveafdelingen var altid overbooket – det samme gjaldt ”badet”. Bent Håndstad blev henvist til at sætte sine fagre lokker udenfor – og gik i ophidselse ud for om muligt at finde mere venligtsindede kammerater – på billedet man ser hvordan! Bortset fra de ovenfor nævnte krævende opgaver vedrørende klubbens drift blev der dog også tid til jazz, kortspil, selskabslege (fx billard på kroen), prøvesmagning af drikkevarer og diverse Spøg og Skæmt. Den sidste genre blev af redaktør Håndstad omdøbt til ”Tmæks og gøps” – en titel som han derefter hyppigt anvendte for en afdeling i Jazz Parade.
 
Helge var ved siden af jazzen interesseret i moderne malerkunst og i den samtidige lyrik, - og puslede faktisk selv med digteriet. Han havde en udpræget svaghed for Jens August Schade og Nis Petersen. Han blev selv ophavsmand til det der vist blev det eneste stykke lyrik i Jazz Parade – et digt om Fats Waller med titlen ”Bag et blomstret gardin”! Det var en voldsom rystelse, da vi fik meddelelse om at Helge var omkommet ved en ulykke. Han afløstes af tidligere nævnte Allan Rasmussen, Gamle Allan. Det bliver i øvrigt også  Allan der overtager trommerne ved reorganiseringen Royal Bluesmen, som ender med navneændring til  BOHANA Jazzband. Dette navn er sammensat af første bogstav i orkestermedlemmernes navne – hvis du vil have en løsning på denne gåde kan det hjælpe rigtig meget at studere ”The Golden Years” vol. 10. Hvorfor navnet Kong Hans var blevet valgt fandt jeg aldrig ud af.  
 
 
 
 
Sådan en skriv som denne produceres over flere gange – og publiceres også over et par gange.  Den 3. marts leverede telefonen en information som i allerhøjeste grad har noget at gøre med det, jeg skriver om her – om begyndelsen af 50erne!
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Pat Halcox stopper hos Chris Barber med udgangen af  juli måned  - en af afskedskoncerterne bliver i alle tilfælde i Danmark!
 
Harry Carney og Duke Ellington var i nogle år de to musikere der havde kørt parløb længst, nemlig fra 1927 til 1974 – 47 år. Pat Halcox og Chris Barber har været sammen fra 1954 til 2008 – 54 år!
 
 
 
Pat og Chris på vej hjem