Home - The Beginning - Members - Gallery - The Blues Period - Sonet Period - Links - About KEK - Contact

Sammen med blandt andre Adrian Bentzon etablerede Karl Emil Knudsen en jazzklub nede i Havnegade oktober 1952, og den hed Storyville — senere kom Anders Dyrup til og de fandt lokalet i St. Regnegade så klubben blev til Montmartre. Storyville Club var vistnok i gang 14 dage før Blue Note, som Torben Ulrich og Meyer var involveret i. Dengang var det vigtigt at komme først – i dag hersker der usikkerhed om hvem som egentlig var først. Storyville Club præsenterede den traditionelle jazz og blues, mens Blue Note havde den mere moderne jazz og et publikum der fortrinsvis kom nordfra. Der var en markant social forskel i klientellet hos de to klubber. Men det var ved etableringen af disse to klubber at Knudsen og Meyer har mødt hinanden.

—Vi har givet snuset hos hinanden, siger Meyer.

—Knudsens pladeselskab hed ikke Storyville fra begyndelsen. De første plader han udgav, var med The Ramblers med kornet-fænomenet Jeppe Esper Larsen. De indspillede fire pladesider [78’ere] med den engelske basunist Chris Barber og matrice-numrene er KEK 1-2-3-4 og plademærket hed Memory.

Og fremover blev Karl Emil Knudsen på skrift til KEK og i daglig tale til Knudsen, som om der kun fandtes én med det navn. Storyville indledte et samarbejde med pladeselskabet Sonet.

—Knudsen tjente mange penge da han var hovedmanden bag Sonet. Senere købte hans svenske kolleger ham ud og han overtog i stedet Storyville. Jeg er ikke sikker på han var en god forretningsmand ved dén lejlighed. Han tabte også mange penge, da video kom frem. Hans indkøbte videoudstyr blev hurtigt forældet.

—Det han i virkeligheden interesserede sig mest for, var de store blues-sangere som Sonny Boy Williamson, Big Bill Broonzy, Memphis Slim og Sleepy John Estes. Der var en årlig turne der hed American Folk Blues Festival, der også kom til København i en årrække. Når de var her, fangede han dem efter koncerten og aftalte at der skulle indspilles plader ved nattesessions, hvor der stort set blev indspillet en plade i timen. Det er hans blues-katalog, der stadig er i omløb og overført til cd. Glimrende musik!

—Og så var han tidlig opmærksom på revival-bevægelsen i 50erne. Chris Barber solgte godt, og Papa Bue med Nyboder Pris, Schlafe mein Prinzchen, og så videre, solgte i store oplag. Han havde også øre for at få indspillet nogle af de gode ting der foregik inden for traditionel musik i Danmark – ting der uberettiget er blevet glemt. I forbindelse med firmaets 50-års jubilæum udgav han en stor serie cd’er med engelske og danske revival-orkestre. For eksempel var Acker Bilk en meget personlig og oprigtig musiker, selv om der blev gjort rigelig meget reklame for ham med bowlerhat. I Danmark indspillede Knudsen Arne Birgers Jazzsjak, et washboard-band med Arne Birger på tuba, en helt ung Steen Vig på sax og brødrene Mortensen på basun og kornet – den lille Mortensen på kornet var pukkelrygget – de to var kendt overalt i den traditionelle lejr. Når amerikanske specialister hører dén plade, tror de det er en Clarence Williams-gruppe.

De senere år havde Jazzkontakten et tæt samarbejde med Knudsen ved udgivelsen af cd’erne omkring The JAZZPAR Prize. Hans Storyville-selskab kom til at udgive hovedparten af Projektets foreløbig 33 cd’er. Et andet samarbejde mellem Meyer og Knudsen var afholdelsen af den tiende Ellington-konference, der for første gang fandt sted på en ikke-engelsktalende lokation: København.

—Han var en af de få danskere som var med til alle årenes konferencer, så det var naturligt at spørge om han ville være med. Der var en hvis økonomisk risiko. Men det kunne han tillade sig, for han kunne måske markedsføre sine Ellington-produkter, sine plader, videoer og diskografier. Folk var ret begejstret for dén konference. Vi havde opnået økonomisk støtte, der gjorde, at vi kunne præsentere et stærkere program, end man var vant til. Da vi sluttede, var han lidt betuttet og trak sig tilbage, selv om succesen i høj grad også var hans fortjeneste. Han var ikke en person som masede sig frem. Han var på ingen måde selvpromoverende.

—Han besøgte mig regelmæssigt og sagde rent ud at han blev opmuntret at det. Jeg havde altid noget musik jeg ville foreslå han udgav. Så jeg spillede noget for at gøre ham interesseret. Jeg var ikke altid enig i rækkefølgen han prioriterede tingene i. Han udgav meget swing- og bigband-musik af dansant karakter. Det forsvarede han med at han solgte en masse af dens slags plader. Det er svært at forstå at folk gider købe det i dag. Jeg prøvede at få ham til at udgive noget med Eddie Sauter, ham som blandt andet arrangerede musik til Ray McKinneys orkestre. Det blev ikke rigtig til noget.

—De sidste år har Knudsens firma været meget aktiv med mange ting. Men det var jo også fordi han var klar over at han ikke kunne fortsætte som grammofon-direktør, når han ikke kunne høre. En håbløs situation. Og han var godt klar over at uden Mona [Granager, medarbejder i en årrække] var det hele brudt sammen for længst.

—De sidste år måtte han have Anders Stefansen til at transportere sig rundt. Jeg husker han en af de senere gange han var hernede, kritiserede at vi tonede vores pladereoler for udseendes skyld. Overhovedet at bruge tid på det synes han var rent fråds!

—Det er sørgeligt at tænke på: Han var hernede så tit og hyggede sig. Han var ivrig efter at vi skulle finde noget spændende. Han gik altid på jagt i mine reoler og fandt ting og sager. Han fik hevet en masse bånd frem, som jeg endelig ikke måtte blande. Han havde ikke tid til at gå i dybden med det, så vi skulle lade det ligge til han kom næste gang.

Knudsens bunker ligger endnu hos Arnvid Meyer og bliver møjsommeligt noteret inden de bliver lagt på plads.

—Hans initiativer bragte musik frem, man ellers ikke havde opdaget. Han arbejdede altid. Og Knudsen var flittig til at få truffet aftaler med de efterladte til afdøde musikere som han havde fundet materiale med.

Knudsen deltog altid i International Association of Jazz Record Collectors (IAJRC) – en konference for pladesamlere. Han havde også et langt og tæt forhold til Dan Morgenstern, lederen af Institute of Jazz Studies, Rutgers University.

—Nu er det jo spændende at se hvad der kommer til at ske med hans samlinger. Noget af det kan være vigtigt for jazz-historien. Og hvis et større udenlandsk firma køber Storyville, så er det jo ikke på grund af kærlighed til dansk jazz, så den del af repertoiret kan frygtes at forsvinde.

Ved begravelsen af Karl Emil Knudsen på kirkegården ved Grundtvigs Kirke den 13. september, spillede blandt andre Ole ”Fessor” Lindgreen og Theis Jensen.

Man kan blandt andet finde mere læsestof om Karl Emil Knudsen og hans livsværk i tidsskrifterne: Jazz Special #22, Jazz Stage vol. 5 1999, og Radio Jazz Bladet #145