New Page 0

		Profil af Allan Stephensen (10. februar, 1939). PROFILE IN ENGLISH PRESS HERE 1.del Bortset fra de første år i underskolen, der sluttede i 1950, havde jeg i alle de følgende år kedet mig noget så forfærdeligt. Med nogle ganske få undtagelser, synes jeg at mine klassekammerater og lærerne var totalt intetsigende og ikke min tid og opmærksomhed værd. Det kan lyde ganske højrøvet - men jeg følte det sådan dengang. Mine hovedinteresser var fra begyndelsen af 1950’erne litteratur, af vekslende lødighed, og så først og fremmest jazzmusikken. Det skyldes et tidligt bekendtskab med bl.a. Karl Emil Knudsen og Arne Svensson. På den tid var der ikke megen forståelse i folkeskolen for nogen form for musik. Jeg blev derfor nærmest helt euforisk af begejstring, da jeg i Berlingske faldt over en lille, beskeden annonce indrykket af pladeselskabet Metronome på Nørrebro. Man søgte herigennem en yngre medarbejder til ’forefaldende arbejde’. Det var i efteråret, 1958. Jeg overvejede nøje, om jeg skulle tage chancen og søge jobbet.
Allan, 2006

På det tidspunkt gik jeg på Akademisk Studenterkursus. Jeg boede hjemme i Charlottenlund og anede ikke noget som helst om Nørrebro, og om hvad mine forældre måtte mene om et sådant tiltag, men til gengæld vidste jeg næsten alt om Metronomes jazzplade udgivelser. Det var jeg næsten sikker på ville være adgangsbillet til at få jobbet, og med tro på fremtiden tog jeg efter skoletid den næste dag af sted for at tilbyde min arbejdskraft.

Efter nogen tids søgen i de uvante omgivelser fandt jeg omsider Vibevej 31, som var Metronomes domicil. Det viste sig at være en noget forsømt kontorbygning med indgang i en port. Iflg. dørskiltet skulle jeg op på første sal. Jeg bankede på døren, hvor der stod ”kontor”. Indenfor var der en slags reception, hvor en yngre dame utålmodigt hørte på mit ærinde. Straks blev jeg beordret ned ad en korridor og skulle banke på den første dør på venstre hånd. Døren stod dog åben og indenfor stod og sad to personer højlydt diskuterende et eller andet. Den stående genkendte jeg straks som chefen, Bent Fabricius-Bjerre - som ofte sås i dagblade og magasiner. Den anden, en skæget herre kendte jeg derimod ikke. Nu kunne jeg jo ikke banke på en dør, der stod åben, hvorfor jeg bare stod og gloede. BF-B må have fornemmet, at der stod en og glanede, og spurgte på sin karakteristiske, let nasale, lyse stemme: ”Nå?” Da jeg let stammende gentog mit ærinde, stirrede han først uforstående på mig, indtil han må være kommet i tanke om, at han havde bedt en eller anden om at indrykke en sådan annonce.

Den skæggede præsenterede sig som Peter Willemoës, tonemester. Den stående mente ikke at have behov for at nævne, hvem han var. Willemoës sagde, efter at have set mig lidt an: ”Kan du begynde i morgen?”. ”Joh, øh, hm, ja altså, jeg…”. ”Nå, men det er fint. Vi møder sædvanligvis kl. 9.00. Husk madpakke!”. Jeg stod stadigværk og gloede, medens de to fortsatte deres diskussion. Jeg tog mig sammen og gik.

Nede på gaden igen og på vej til Nørrebro station gik det op for mig, at noget var hændt: Jeg havde taget min første selvstændige beslutning. Farvel til den kedsommelige skolegang. Goddag til udsigten til min første rigtige lønningspose, jeg endda ikke havde noget begreb om hvad indeholdt. Det havde jeg glemt at spørge om. Tilbage stod udsigten til et opgør med mine forældre. Hvad ville de sige? Optimist som jeg er, bekymrede det mig dog egentlig ikke. Faktisk var jeg ligeglad. Jeg var på vej, men til hvad?

I arbejde hos Metronome. Min første arbejdsdag husker jeg ikke meget om, men Peter Willemoës præsenterede mig for det øvrige personale med synlig glæde. Han havde fået en assistent og det viste sig, at jeg skulle være hans elev i indspilningsteknik, hvilket dog ikke blev præciseret ved den lejlighed. Mit første job bestod i at registrere og bringe orden i selskabets omfattende båndarkiv, som indeholdt alle hidtidige optagelser - udgivne såvel som uudgivne. Der var adskillelige hundreder. Dette arbejde var meget omfattende, men spændende bl.a. fordi jeg måtte lytte til nogle af båndene for at kunne lave registreringen korrekt. Jeg fik en lille måneds tid lejlighed til at arbejde uden opsyn med denne opgave. BF-B så jeg ikke noget til, men Peter viste sig i ny og næ. Men snart blev jeg involveret i en lydteknikers - en for mig, utrolig spændende verden. Her var noget, der virkelig interesserede mig, og jeg lærte hurtigt. Ikke så underligt, for dengang for 50 år siden, arbejdede man blot med to-spors stereo-maskiner, og alt var i virkeligheden såre enkelt sammenlignet med dagens lydstudier!

Peter Willemoës & Bent Fabricius Bjerre, 1957

Metronome Studiet lå i ”Højskolehjemmet” på Forhåbningsholms Allé på Frederiksberg. Fra sidste halvdel af 1950’er benyttede selskabet ”Kirkesalen” som studie, fordi det store rum udelukkende var beklædt med træ fra gulv til loft, hvilket gav en fin akustik. I første sals højde var placeret en balkon i salens bredde, foran hvilken man havde fået lov til at montere en lydtæt glasvæg, og her var plads nok til at optageudstyret kunne placeres. Alt skulle dog medbringes hver gang, der skulle laves indspilninger. Fra min start i oktober, 1958 var det bl.a. min opgave at slæb de uhyre tunge Lyrec båndmaskiner, mixer og forstærkere op på balkonen. Nedenunder i kirkesalen skulle så anbringes de fine Neuman stereomikrofoner, for-forstærkere, højtaler m.m. Jeg skulle også indkøbe sodavand og bajere til musikere og evt. solister. To ældre damer i stiveste puds, tilknyttet hjemmet, sørgede for smørrebrød, som blev serveret i et tilstødende lokale. Eftersom jeg altid kom sidst til bords grundet forberedelser til næste ”session”, var der sædvanligvis kun nogle stykker med æg og sild tilbage. Måske ikke så mærkeligt afskyr jeg den dag i dag madder med æg og sild.

Det var for resten her den hjertelige violinist, Harry Felbert lærte mig at drikke øl. Han kunne ikke udholde at se mig med den evindelige ”Tuborg Squash” mellem hænderne!

Bent Fabricius-Bjerre, Nicholas Brothers og Allan i baggrunden. Højskolehjemmet, 1958).

De fleste pop-plader skulle dengang pludseligt være forsynet med ekko. Når en optagelse var færdig, blev lyden derfor afspillet via en højttaler, der var placeret i bygningens betonkælder.

En mikrofon dernede optog signalet og dette miks blev så indspillet på en anden båndoptager oppe på balkonen. Ved at skrue op eller ned for højttaleren i kælderen, kunne ekkoeffekten således reguleres.

Røde ører! En dag kom Karl Emil op på balkonen iført bl.a. et 7” spolebånd med en række knastørre optagelser med Snooks Eaglin, som han gerne ville have forskønnet med lidt ekko. Samme dag begyndte jeg processen, og pludselig dukkede Fabricius-Bjerre op og spurgte mig, hvad jeg lavede? ”Jeg, æh. lægger blot lidt ekko på for Knudsen” sagde jeg tøvende. Hertil udbrød han gram i hu: ”Allan, du må gøre dig én ting klart: Enten arbejder du for mig eller for Knudsen!” - hvorefter han smækkede døren i og gik. Jeg har aldrig glemt denne lærestreg om loyalitet. Fair som han var blev episoden aldrig senere nævnt!

Blot en vennetjeneste. Disse titler blev udgivet på Storyville med ekko

Peter Willemoës, og efterhånden også jeg, lavede indspilninger for andre selskaber. Det var her, jeg som min første selvstændige opgave, lavede en plade med herlige Kjeld Petersen for Zac med monologer af Tao Michaëlis.

Peter Willemoës, og efterhånden også jeg selv, lavede indspilninger for andre selskaber. Det var her, jeg som min første selvstændige opgave, lavede en plade med den folkekære Kjeld Petersen for ”Zac” med monologer af Tao Michaëlis. Det var naturligvis et ganske simpelt job, men jeg var glad for at det lykkedes. Det var dog starten på mit videre virke. Hen ad vejen fik jeg i mine år hos Metronome lejlighed til at træffe en lang række af tidens store og mindre betydningsfulde kunstnere af begge køn, som fremførte alle typer af musik. De fleste var venlige og samarbejdsvillige, og de gjorde et stærkt indtryk på mig grundet deres personlighed og professionalisme.

I 2. del af min noget barnlige profil herover, vil jeg senere fortælle lidt om mine år med Karl Emil og Storyville Records.

Allan, juli, 2008.